Grønt Lys

Grønt Lys
Hvornår:
01.02.2018 kl. 20:00
Sted:
Viborg Musiksal

Livsglad dansk folk-pop - den musikalske udgave af Bonderøven!

Pludselig pibler en frisk kilde op af jorden i Svendborg, hvor den musikalske udgave af Bonderøven – Anders Andersen har fundet en original vinkel på dansk sangskrivning. Med udspring i folk/roots genren flyder musikken let og ubesværet ud i det store hav af pop- og rockmusik, hvor spilleglæden slår benene væk under publikum. Grønt Lys er sprunget i på dybt vand, og med titler som Skibet går ned, Havet er fuld af fisk og Som en sten smidt i vandet er der lagt op til en rejse på oceanerne.

Bandets sangskriver og frontfigur Anders Andersen startede som klassisk basunist, og var også en tur omkring jazzen, før han som en fisk i vandet fandt sig til rette i folk- og singer/songwriter stilen. De nære og vedkommende tekster, som bemærkelsesværdigt tit handler om havet, giver stof til eftertanke og får flot modspil i melodier og det pågående musikalske drive som bandet har med fra folkemusikken. Det er netop dette unikke drive, som Anders gerne vil tilføre popmusikken, og derfor har han samlet musikerne til Grønt Lys blandt sine folkemusikkolleger.
Grønt Lys startede som stadsensemble i Svendborg - en ordning der sætter fokus på den spirerende og levedygtige musikalske undergrund i byen, og nu er spillemændene klar med debutalbummet ”Grønt Lys” som udkommer d. 28. april med releasekoncert på Svendborg Bibliotek. Efterfølgende drager bandet på OP-tour bestående af koncerter på Wintercoat i Aarhus, Kulturkøkkenet i Odder, Arne B. i Svendborg, Pakhus 8 i Præstø og Bartof Station i København.

Anders Andersen vil med sine sange gerne vise en vej der forener to traditioner og som bandnavnet antyder give Grønt Lys til fuldstændig at udforske grænselandet mellem pop og folk.

Anders Andersen: vokal, harmonika. Sigurd Hockings: guitar. Søren Lund: kontrabas.
Mads Stephensen: trommer.