Concerto Copenhagen

Concerto Copenhagen
Hvornår:
04.10.2015 kl. 15:00
Sted:
Viborg Musiksal

"Parfume og Gedestank"
Fransk barokmusik fra Solkongens tid.

Program

M.A. Charpentier: Sonata a 8
J.B. Lully: Fra ”Trios de la Chambre du Roi”
R. De Visee: Lutsolo
F. Couperin: Suite ”La Sultane”
J. B. De Boismortier: Pastorale

Pause

M. Marais: Gambesolo
J. Aubert: Amuzette IV
J.M. Leclair: Chaconne fra “2me Recreation”
L. Couperin: Cembalosolo, ”Prelude non mesurée”
M. Corrette: La Tourière, XVIII Concerto Comique
J.Ph. Rameau: Suite fra Les Indes Galantes

–––

Concerto Copenhagen spillede sine første koncerter i 1991 og har siden udviklet sig til Skandinaviens førende ensemble indenfor tidlig musik og et af de mest spændende og innovative barokorkestre i verden. Originale fortolkninger og en stærk evne til at kommunikere med publikum er blandt Concerto Copenhagens kendetegn – den gamle musik gøres vital, relevant og nutidig.
I 1999 blev den internationalt anerkendte cembalist og kammermusiker, Lars Ulrik Mortensen, tilknyttet som ensemblets kunstneriske leder. Han modtog i 2007 Léonie Sonnings Musikpris.

Parfume…
Da Louis XIV, “Solkongen”, omkring 1660 forlod det uroplagede Paris for at bygge sit nye slot i den lille by Versailles, samlede han tidens største arkitekter, håndværkere, kunstnere og skønånder omkring sig. Med en pragt uden lige skulle han vise verden, at den franske konge rejste sig over alle andre regenter. Den lille uanseelige landsby voksede nu til en by med op til 25.000 indbyggere, på grund af de mennesker, man behøvede til slottets drift, og de kongelige stalde skulle kunne huse 12.000 heste.
Kongen elskede alle former for kunst - ikke mindst musik - og i den overflod, som herskede ved hans hof, blomstrede de skønne kunster i et omfang, det næsten er svært at fatte for os i dag. Nogle af Europas mest betydningsfulde komponister og musikere blev ansat ved hoffet for at kongen kunne nyde “dagsfrisk” musik spillet af de største virtuoser.
Og Musikken var allesteds–nærværende. Der var musik ved kongens morgentoilette, til måltiderne, når kongen skulle lægge sig - og naturligvis også derimellem. Ved de store festligheder på slottet underholdt bl.a. de berømte “24 violons de Roi”, som også musicerede ved de talrige balletter, og under guds–tjenesterne kunne man høre “Chapelle Royale” spille motetter af Mondonville eller Delalande. Operamusikken havde ingen fast scene, før man havde færdigbygget Opera Royale i 1770, men inden da byggede man provisoriske scener til opførelser af yndlingen Lully’s operaer.
Men den musikform, som Louis XIV kom til at sætte størst pris på, var kammermusikken. Både rigets modgang og kongens egne personlige kvaler under den senere del af hans regeringstid, gjorde at Louis trak sig mere og mere tilbage fra det offentlige liv, og nu foretrak at fornøje sig i mere private omgivelser. Nogle af hoffets komponister og musikere mødtes nu med jævne mellemrum, ofte i kongens soveværelse, til uformelle koncerter, hvor man gennemspillede og diskuterede hinandens værker i nærværelse af kongen. Det var faktisk i dette forum, at nogle af de største franske værker fra tiden blev skabt.
De musikere som havde den store ære at deltage i disse intime møder titulerede man ordinaire de la musique de la Chambre du Roi”, hvilket helt enkelt betyder medlem af kongens private kammermusikensemble. Her kom bl.a. Couperin (cembalo), de Visée (guitar), Hotteterre (fløjte), Philidor (obo), Rebel (violin) og Marais (gambe), alle lysende musikere og komponister.
Af alle musikhistoriens mange spillesituationer, som kan pirre vores nysgerrighed og fantasi,
må disse møder i Solkongens private gemakker høre til de mest æggende. Vi kommer aldrig til at kunne vide præcis, hvordan det har lydt, men når man i øvrigt betragter kunsten, arkitekturen og håndværket i Versailles, kan man bare forestille sig, at det må have været noget helt og aldeles enestående.

Gedestank…
Visse billeder trænger sig uundgåeligt på, når tankerne går til 1700-tallets Frankrig, og ét af dem er billedet af en flok hoffolk og adelige, der med den smukke Marie-Antoinette i spidsen leger “hyrder” i den kunstigt opførte “landsby” Hameau de la Reine ved det lille lystslot Petit Trianon i parken ved Versailles, alt imens verdenen udenfor syder af nye strømninger og bitre oprørstendenser.
Disse fornemmes sværmeri for det idylliserede hyrdeliv var dog langt fra deres egen opfindelse. Allerede i det antikke Grækenland skrev digtere kærlighedsskuespil, som var henlagt til hyrdernes verden, og i middelalderen og renæssancen nød de privilegeredes klasser opførelserne af de såkaldte hyrdespil og endnu lidt senere henrykkedes de over pastorale indslag i den nye operagenre.
Disse pastoraler fik især stor indflydelse i Frankrig allerede i 1600-tallet og påvirkede også her musikken til de mange operaer, som ofte blev udstyret med små eller større balletagtige indslag af landlig karakter.
Men én ting var at betragte disse stiliserede balletter, noget andet var at leve idyllen ud. Dette kunne man bl.a. gøre ved at arrangere en fête champêtre, d.v.s. en “landlig” fest arrangeret ude i det fri. Eller man kunne ligefrem vaske nogle får og et par ægte hyrder, iklæde sig en lettere robe og så leve det frie ubekymrede hyrdeliv mellem sølvbestik og parfumerede får og geder.
Når man nu beskriver dyrkelsen af hyrdeidyllen på denne måde, er det naturligvis let at få den til forekomme en smule latterlig, men én ting har den skabt, der selv i dag står dugfriskt taler direkte til vores moderne sind - nemlig musikken. Når der skulle komponeres musik til de pastorale indslag i operaerne eller underholdes i de “landlige” omgivelser, så skulle musikken jo også bære præg af det enkle miljø, og det fik komponisterne til at lade sig inspirere af den folkelige tone.
Men lige så lidt man ville have at gøre med en uvasket ged, lige så lidt ville man have at gøre med den utæmmede, rustikke folkemusik. Nej, man arrangerede folketoner, man komponerede i “bondestil”, man fremstillede sågar forfinede luksusinstrumenter som musette de cour (sækkepibe), vielle a roue (drejelire) og galoubet & tambourin (enhåndsfløjte & -tromme) med nogle af hyrdernes instrumenter som forbillede.
Og af alle disse kompositoriske og klanglige elementer fremkom en musikstil, som er helt unik for sin tid og så umiddelbar iørefaldende og dog raffineret, at den let står distancen på 3 århundreder. Et særdeles lykkeligt ægteskab mellem det klassiske og det folkelige.