Mads Tolling Quartet feat. Jacob Fischer

Mads Tolling Quartet ny
Hvornår:
24.09.2015 kl. 20:00
Sted:
Viborg Musiksal

Svend Asmussen 100 år
Mix af Asmussen-Neumann og Tolling-Fischer

Der er stolte danske traditioner, når det handler om at spille en god jazzviolin. Den nu 99-årige Svend Asmussen kan fortsat vække opsigt i USA, og samme sted - med fast adresse i San Francisco - slår Mads Tolling med succes sine folder. Han har boet over there siden 2000, hvor musikstudierne på Berklee i Boston begyndte. Allerede få år efter blev der lagt mærke til den talentfulde og viljestærke musiker, som har spillet med store navne som Stanley Clarke, Kenny Barron og Joe Lovano og vundet to Grammy Awards med Turtle Island Quartet.

Lige siden Mads som 15-årig ringede til Svend Asmussen har de to holdt kontakten vedlige, og udover at Mads Tolling fik det råd, at han skulle lytte til Stuff Smith, forærede Svend Asmussen for få år siden en stor del af sin nodesamling – med adskillige håndskrevne imellem – til Mads.

Kvartetten består denne aften foruden Mads Tolling af den uforlignelige guitarist, Jacob Fischer, der var medlem af Svend Asmussens kvartet i over femten år. Bas og trommer trakteres af så kompetente folk som Kasper Tagel og norsk/danske Snorre Kirk.

Programmet bliver et mix af Svend Asmussens samarbejde med Ulrik Neumann og hans nyere kvartet og selvfølgelig nogle af Svends kendingsmelodier som June Night og Scandinavian Shuffle. Dertil kommer et par af Tollings og Fischers egne kompositioner.