Krebs & Falch

Poul Krebs og Michael Falch
Hvornår:
24.11.2016 kl. 20:00
Sted:
Viborg Teater

Intimkoncert med Poul Krebs og Michael Falch
P.T. UDSOLGT - Ring om evt. ledige billetter efter 2/5

Et år med kæmpesucces afsluttes med en række intime koncerter rundt omkring i Danmark

Anmeldelser: Tilløbet har varet i årtier, men når det bedste af Krebs parrer sig med det bedste af Falch, er der tale om sangskrivning af højeste karat og dermed ventetiden værd. (Fyens Stiftstidende)

For os i salen betød det, at vi i 3 timer fik drysset drømmestøv over os, drømmestøv vi kan tage med som minde om en varm, intens koncert med Danmarks smukkeste og mindste Boyband, som de i en munter tone omtalte sig selv som. (Jyske Vestkysten)

Publikum fik to hele timers voldsomt intimt og hyggeligt samvær med to, som tydeligvis har det rart sammen og supplerer hinanden sømløst. Synger hinandens sange sammen og hver for sig. Driller hinanden gemytligt, udvikler de gamle sange, så de føles nye og friske. Og synger de nye, som om de har været skrevet i sæsoner. (Vejle Amts Folkeblad)

*
2016 har været et helt særligt år for Poul Krebs og Michael Falch. Med stort pladesalg, udsolgte koncerter og publikumsbegejstring overalt hvor de er kommet frem. Som den perfekte afslutning på et godt år, vender de to i oktober og november tilbage til de små og intime spillesteder rundt omkring i Danmark. Det store band bliver hjemme – og publikum får mulighed for at opleve Michael Falch og Poul Krebs helt tæt på, når de kun har hinanden som selskab på scenen. Bevæbnet med akustiske guitarer, mundharper, stemmer, massevis af gode historier - og ikke mindst en række fornemme og slidstærke sange fra to af de bedste kataloger i Danmark, kombineret med de stærke sange fra deres aktuelle fællesalbum ”Tomandshånd”.  

”Tomandshånd” var ”Ugens Album” på P4 ved release i november sidste år. Singler som titelnummeret og ”Frit svævende” har været store radiofavoritter – og efter bare en måned i handelen var der guldplader til duoen. ”Tomandshånd” var det 11. mest solgte album i 2015 – og salget fortsatte ind i 2016, hvor pladeselskabet kunne give platinplader til KrebsFalch i februar, som endnu et synligt bevis på successen. Krebs og Falch var imellem februar og april i år på en omfattende Danmarksturne, med stop i en lang række af de største danske koncertsale. Der var udsolgt overalt hvor de kom frem – og det skønnes at mere end 20.000 gæster oplevede den populære duo på deres indendørs turne. Et på alle måder stort år for KrebsFalch slutter nu med 18 duokoncerter, hvor publikum får muligheden for at opleve de to på helt tæt hold.