Folkekons på vinterturné

Folkekonservatoriet i Esbjerg
Hvornår:
17.01.2018 kl. 19:30
Sted:
Viborg Musiksal

Koncert med studerende fra
Folkemusikkonservatoriet i Esbjerg

"Folkekons" er Syddanmarks Musikkonservatoriums folkemusiklinje og landets eneste af sin slags. Folkekons drager igen i år på deres årlige vinterturné rundt i Danmark mellem d. 11 - 18. januar 2018.

Folkemusikuddannelsen favner bredt, men har sit hovedfokus på den danske folkemusik. Af turnéens koncertprogram kan der forventes et bredt og alsidigt udvalg af både nykomponeret-, scandinavisk- og traditionel folkemusik. Når Folkekons drager på turné, er det et 15-mand stort orkester der rejser afsted. Orkesteret består af folkemusiklinjens 9 studerende, samt 6 studerende fra konservatoriets fællesnordiske folkemusikuddannelse Nordic Marster. Her er der studerende fra bl.a. Sverige, Finland og Belgien. Til Folkekons’ koncert vil man kunne høre den bløde lyd fra cello, nøgleharpe og violin, akkorder der flyder ind og ud mellem tonelagene fra harmonika, klaver og bas, samt lyden af fløjte, sang og klarinet der binder det hele sammen. I år vil man også helt exceptionelt kunne høre den belgiske sækkepibes intense og kraftfulde lyd.

Folkekons vil tage publikum på en helt speciel rejse, hvor både det inderlige, det vilde og det medrivende vil blive udforsket. Samtidig får publikum chancen for at opleve Danmarks og dele af Nordens folkemusikstuderende lige nu, inden de om få år kommer til at pryde den danske folkemusikscene som uddannede professionelle musikere.

Medier: www.facebook.com/Folkekons