Anders Blichfeldt

Anders Blichfeldt
Hvornår:
03.05.2018 kl. 20:00
Sted:
Viborg Musiksal

Musikforedrag med Anders Blichfeldt

Big Fat Snake med Anders Blichfeldt i front er kendt og elsket af unge og gamle.

Ud over at være forsanger og guitarist i Big Fat Snake er Anders Blichfeldt også komponist, og han har udgivet soloalbummerne UNO i 2001, Klub čaj i 2002 og Born To Be Blue i 2005 med Danmarks Radios Big Band samt senest Docteur Bob, indspillet med den amerikanske bassist Kristin Korb, den norske trommeslager Snorre Kirk og den danske pianist Thomas Bornø.

Sammen med Peter Viskinde dannede han Big Fat Snake i 1990, og siden har hans karriere været centreret omkring dette projekt, hvor han har skrevet over halvdelen af bandets sange; blandt andre de populære numre “Female Voice”, “Bonsoir Madame” og “Sittin’ in a window”.
I 1998 vandt Blichfeldt en Grammy som Årets Danske Sanger.

Sideløbende med Big Fat Snake og sine fire soloalbums har Anders skrevet sange til og sunget duetter med en del af sine kolleger, blandt andre Alberte Winding, Sanne Salomonsen, Esther Brohus og Søren Sko. I 2017 har man kunnet nyde ham på TV Charlies Rock i Parken, hvor han sammen med andre kendte kunstnere turnerede til flere byer.

Fra 2010 er Anders Blichfeldt, kun bevæbnet med en guitar, desuden blevet kendt som en dygtig, skarp og humoristisk foredragsholder, som med selvironi og stor musikalitet fortæller om sit liv og sine sange. En række af disse historier danner i øvrigt basis for albummet "Docteur Bob".

Glæd dig til en humørfyldt aften med sjove, selvironiske og tankevækkende historier krydret med masser af god musik.

Arrangør: Lions Club, Viborg