Kay Werners Kapel

Kay Werners Kapel
Hvornår:
14.04.2019 kl. 15:00
Sted:
Viborg Musiksal

Nostalgisk tilbageblik på populærmusikkens guldalder i 50érne og 60érne

Det var med stor succes og fuldt hus de sidste par år, hvor Kay Werners Kapel spillede i Viborg Musiksal. Derfor vil vi efterkomme opfordringen og har arrangereret, at de igen står for påskekoncerten Palmesøndag 2019.

 

Igen vil man kunne opleve en bred palet af 50érne og 60érnes musikalske ørehængere i autentisk indpakning.

Senest har man kunnet opleve meget af den gode musik fra dengang i TV-serien om ”Radio Mercur”, men du kan altså også opleve nostalgien og stemningen fra 1950-og 60ernes Danmark, når Kay Werners Kapel spiller live til påskekoncerten.

 

Det var en tid hvor Gustav Winkler var kongen i Giro 413 med "Hvide måge”, og hvor Four Jacks fik alle til at nynne med melodien ”Mandalay”.

En tid hvor raske drenge havde vandkæmmet hår og plaster på knæene. Hvor mor stod i køkkenet med en praktisk kittel over kjolen og tog sig af madlavning, rengøring og børneopdragelse - og hvor far tjente pengene og cyklede frem og tilbage på arbejde.

 

Mange af Giro 413 klassikerne, men også musikken du kunne høre på Radio Luxemburg og Radio Mercur, vil være på repertoiret, når Kay Werners Kapel tager publikum med på en rejse 50 år tilbage i tiden.   

 

Kay Werners Kapel giver publikum en bred palet af datidens musikalske oplevelser. Der er naturligvis også navne som Elvis, Beatles, Cliff Richard og Tommy Steele på repertoiret. Ud over musikken underholder Kay Werners Kapel med små musikalske anekdoter fra dengang.

 

Kay Werners Kapel er opkaldt efter datidens legendariske cykelrytter og består af fire professionelle musikere. Orkesteret har base i Viborg og blev dannet i 2004, da byens museum, satte fokus på 1950érne med en stor udstilling. Siden har Kay Werners Kapel optrådt til store og små arrangementer og fået både unge og gamle til at nynne med på datidens hits.

 

”Musikken fra 1950érne og 60´erne er fantastisk fordi den er så forskelligartet. Folk var ikke så forvænte, og alle ventede spændt på hvad der kom til landet via f.eks. sømændene eller lyttede til ”Radio Luxemburg” udtaler kapelmester Benny Ruhe.

 

Orkesteret består af:

Benny Ruhe: Trommer, sang og kor

Claus Hostrup Hansen: Klaver, harmonika, bas, sang og kor

Jacob Mogensen: Guitar og kor

Martin Stig Nielsen: Gulvbas, sang og kor

 

Og som sædvanlig er der en lille overraskelse med i bandet….

 

Her er en lille forsmag!