Teatrets Historie

Ved du at det smukke gamle teater er fra starten af 1900-tallet?

 

Bygning af helt nyt teater

Efter at byens fjerde skuespilplads siden 1800-tallet måtte vige for hotelbyggeri i 1906, nedsattes samme år et teaterudvalg, der fik til opgave at rejse et nyt teater.

Da teaterbygningens placering i Gravene var besluttet, bevilgede Byrådet 1000 kroner til fremskaffelse af tegninger og overslag.
Arkitekt Søren Vig-Nielsen blev arkitekt for det nye Viborg Teater. Han var et godt navn i byen. Han havde bl.a. været konduktør for Hack Kampmann ved opførelsen af den nye kreditforeningsbygning i byen og havde her også arbejdet sammen med maleren K. Hansen-Reistrup, der havde hovedæren for dekorationerne på Aarhus Teater, hvor Hack Kampmann også havde været arkitekt.

Opførelsen af teatret blev muliggjort gennem tegning af aktier blandt byens borgere samt optagelse af lån i henholdsvis byens sparekasse og Viborg Kommune.
Til fordel for teatret blev der arrangeret en sommerfest af dimensioner - den største nogensinde afholdt i Viborg - og et veritabelt overskud blev anvendt til teatrets udsmykning.

Det nye teater kunne indvies i 1909 ved en festforestilling d. 12. december, hvor bl.a. Holbergs "Julestuen" blev opført.

"Hovedet" er fra plakaten fra åbningsforestillingen. Formentlig tegnet af K. Hansen-Reistrup.

Renovering i 1980

Teatret gennemgik i sidste halvdel af 1980'erne en gennemgribende renovering, idet teatret var stærkt nedslidt efter mange års brug også som biograf.
Samtidig blev der i forbindelse med Rotunden indrettet en lille scene beregnet til foredrag, små forestillinger og børneteater.

I dag fremstår teatret som et funktionsdygtigt teater, der med dets 390 pladser giver mulighed for en særlig intimitet mellem de optrædende kunstnere og publikum.
Skuespillerne føler sig godt tilpas på scenen og er meget tilfredse med rummets fine akustik.

Kilde: Peter Seeberg, "Viborg Teater" og Lene Funder, "Dansk Teaterbyggeri 1870-1910

Sidst opdateret: 12.02.2014