Gå imod strømmen med dit barn - foredrag med Anette Prehn

Onsdag 04. maj 2022
Viborg Musiksal,
Gravene 25, 8800 Viborg

Gruppepres, tavshedskultur og lemmingeeffekt. Socialpsykologien viser os de fælder – men også muligheder – der opstår, når mennesker er i samspil med hinanden. Foredraget vil vise dig, hvad fælderne er for børn og unge, og hvordan du hjælper dem med at træffe mere værdibaserede valg. Det er – på vanlig Anette Prehn-vis – konkret, jordnært og let at bringe i anvendelse.

Dit barn er under pres

I en verden, hvor børn og unge igennem sociale medier, influencere og TV-programmer som Paradise Hotel og Love Island, konstant eksponeres for andre menneskers holdninger til ønskværdig og attraktiv adfærd, synes det mere aktuelt end nogensinde før at stille spørgsmål som:

- Hvordan lærer vi børn og unge at tage ansvar for sig selv og hinanden?

- Hvordan understøtter vi relationel tryghed samt dannelse?"

- Hvad har vi som mennesker brug for at vide og erkende for at (turde) handle værdibaseret – ikke mindst ovenpå hyperindividualistiske årtier?

 Gå imod strømmen

Foredraget retter sig mod forældre, lærere, pædagoger, bedsteforældre og andre i samspil med børn og unge mellem 6 og 18 år. Det bygger på Anette Prehns Menneskekender-serien, der består af minibøgerne Ansvar, Mod og Empati. Serien nærer en dybere refleksion om, hvad det vil sige at være et værdibaseret menneske, og hvilke valg vi træffer (og har truffet) i livet. 

Vi kan vælge at flyde med strømmen og være ligeglade – men vi kan også gribe faklen hver især og smitte hinanden med samfundssind og personligt ansvar - Anette Prehn