Kong Lear
Gul serie - Drama. ‘Kong Lear’ er et klassisk drama om magt og kærlighed af William Shakespeare. Med dette drama fejrer Waage Sandø sit 60-års skuespillerjubilæum. Dramaet er en fortælling om fædre og børn, om svigt og magtbegær og om kongens tab af familien og forstanden. Kong Lear er en dybt rørende historie om kærlighed, der tåler alt.

En ældre, magtfuld mand tager en forkert beslutning og falder fra magtens tinde uden helt at forstå, hvad der ramte ham. Den fortælling er evig relevant, og derfor spilles Shakespeares ‘Kong Lear’ igen og igen overalt i den vestlige verden. I Folketeatrets aktuelle version kan Waage Sandø fejre sit 60-års skuespillerjubilæum som den gamle konge og patriark. Kongen slipper tøjlerne og ser sin magt, sin familie og sin forstand smuldre.
Da Lear vil fordele riget mellem sine tre døtre, tager han fejl af tomme ord om følelser overfor oprigtig kærlighed. Hans stolte sind byder ham at vende sin familie ryggen, og som husvild drager han ud i den vilde natur. I hans følge er Jarlen af Kent og datteren Cordelia, som begge må optræde i forklædning for at redde deres konge og far fra den stormfulde og isnende kolde hede, der nu danner rammen om Lears hjem og sind.
Drama af William Shakespeare (bearbejdet af Waage Sandø)
Oversættelse: Niels Brunse
Tekstbearbejdelse: Waage Sandø
Bearbejdelse og instruktion: Vibeke Wrede
Dramaturgi: Ninette Mulvad
Scenografi: Peter de Neergaard
Kostumedesign: Lauréline Démonet
Komponist: Alexander Wrede Elung-Jensen
Medvirkende: Waage Sandø, Marie Boda, Martin Elung-Jensen, Niels Skovgaard Andersen, Sara Hjort Ditlevsen, Mathias Flint, Brian Hjulmann, Sidsel Siem.
Producent: Folketeatret.
Varighed: To timer og 20 minutter inkl. pause.