Calum Stewart Trio

Calum Stewart Trio stor
Hvornår:
30.03.2016 kl. 20:00
Sted:
Viborg Musiksal

Verdensklasse musikere med brilliant musik fra Skotland, Irland og Bretagne

Calum Stewart og Heikki Bourgault  gæstede Danmark første gang i 2011 med stor succes. Her i foråret indledte de et meget frugtbart samarbejde med Yann Le Bozec, en af de bedste kontrabassister fra Bretagne, hvor alle tre musikere nu bor.

Trioen spiller keltisk folkemusik i verdensklasse med rødder fra De Britiske Øer og Bretagne i Frankrig. De udfordrer hele tiden traditionen og hinanden, tilfører nye elementer og krydser musikalske grænser, så deres melodi-materiale ikke længere er egnsbestemt.

Calum og Heikki startede som duo i 2008 og deres fælles musikalske rejse og internationale karriere, udviklede sig hurtigt til et helt unikt samarbejde. Nu er de tre og til stadighed og uimodståeligt udfordrer de gængse grænser for både det musikalske udtryk og deres tekniske kunnen i et nærmest telepatisk sammenspil.

Med rødderne solidt forankret i den keltiske og bretonske musik føjer trioen en ny dimension til folkemusikken, men altid med forståelsen og respekten for de gamle traditioner intakt.

Calum Stewart
er født og opvokset i Skotland og begyndte i en tidlig alder at spille tinwhistle. Han skiftede senere til træ-tværfløjten og er nu en af den keltiske scenes førende unge musikere i moderne, traditionel, britisk, europæisk og world musik. Calum har arbejdet med en lang række europæiske musikere og spillet mange forskellige genrer. Dette har bidraget til, at han har skabt sin egen og i den grad unikke spillestil, og han fortolker derfor den keltiske musik på sin helt egen måde. Også Uilleann Pipes har han nu med på scenen og mestrer den med samme eventyrlige lethed og teknik.

Heikki Bourgault 
kommer fra en ny generation af musikere fra Bretagne i Frankrig og spiller både traditionelle og moderne, unikke fortolkninger på sin guitar. Han mestrer en fantastisk teknik med guitaren stemt i DADGAD, hvilket giver en åben, farverig og fyldig klang, hvor de underste strenge baseret på *droner, som duplikerer effekten af en sækkepibe på guitaren. Heikki Bourgault har et meget stærkt fundament i den bretonske musik- og dansetradition og skubber grænserne for, hvad der er muligt med den åbent stemte guitar. (*Disse toner, typisk frembragt af strenge eller piber, spiller som en underliggende "grundtone" i musikken, og er derfor typisk stemt i harmoni med melodiens skala/toneart, som oftest grundtonen eller kvinten. En sådan medklingende tone kaldes pr. definition en "drone...)

Yann Le Bozec
kommer også fra Bretagne og har spillet i mange forskellige sammenhænge. Yann Le Bozec har ikke været med på turné før, men han er en af Bretagnes fineste kontrabassister og meget efterspurgt som både studie- og turnerende musiker. Det skal blive spændende at opleve hans basspil sammen med de andre instrumenter.

Cd udgivelser:
2011: ’Calum Stewart & Heikki Bourgault’
2014: ’Hunter’s Moon’

Nogle kommentarer fra publikum:

– "Eminent, splendid... der er ikke nok superlativer til at yde retfærdighed til dette musikalske nærvær. STOR cadeaux"!!

– "Hold da op, en oplevelse. Helt fantastisk"!

– "Jeg er imponeret, fortryllet og forelsket"!

– "Utroligt sammenspil og total beherskelse af instrumenterne. En ren nydelse".

– "…The Calum Stewart-Heikki Bourgault duo is a genuine musical unity. Their individual skills melt into charming music, serious and light. A concert to remember."

www.calumheikki.com
www.facebook.com/calumstewart.heikkibourgault
www.facebook.com/calumheikki – (se hele tourkalenderen m.m. her)