Kære teaterpublikum!
I 2022 kan vi fejre dansk teaters 300-års jubilæum. I 1722 blev der for første gang spillet offentligt teater på dansk. Begivenheden fandt sted på teatret i Lille Grønnegade i København under ledelse af Ludvig Holberg. Den første forestilling var Molieres ‘Gnieren’, og hurtig derefter fik Holberg dramatikerdebut med ‘Den politiske Kandestøber’. Hele efteråret vil jubilæet blive markeret på landets teatre og i tv medierne. Lokalt markerer vi jubilæet med en perlerække at spændende teaterforestillinger, og vi sikrer, at alle teatrets genrer bliver præsenteret i vort Teaterprogram for 2022–23.
En stor operaaften bliver det med Mozarts ‘Tryllefløjten’, der vil blive opført i Tinghallen kl. 19.30 og varer en time og tre kvarter. Der er tale om en version, hvor også børn og unge vil kunne glæde sig til at opleve dette fantastiske mesterværk, iscenesat af Den Jyske Opera og med formen musikledsagelse af Aalborg Symfoniorkester.
Det Kongelige Teater kommer til Viborg med to forestillinger – og ikke mindst ‘Et tysk liv’, med Kirsten Olesen i rollen som Brunhilde Pomsel, Goebbels sekretær, ser vi meget frem til – og denne gang håber vi ikke, at corona spænder ben for forestillingen på Viborg Teater, således som det var tilfældet i forrige sæson.
Folketeatret genopsætter ‘Robin Hood’, som også i forrige sæson måtte aflyses p.g.a. restriktioner, og ‘Sommer i Tyrol’ genopsættes ligeledes og kan ses i denne sæson. Folketeatret genopliver Ernst Bruun Olsens store drama og komedie ‘Den poetiske raptus’. Som musikforestilling har Folketeatret Grethe Sønck på repertoiret med forestillingen ‘Hele Danmarks Grethe’.
Flemming Jensen og Jacob Morild kommer med hver deres komiske forestilling, og Figaros vil give plads til det helt store operetteshow med forestillingen ‘De tre musketerer’.
Også i denne sæson har vi fokus på det nye og eksperimenterende i dansk scenekunst – i Grøn serie præsenterer vi en række meget forskellige forestillinger. Der sker meget spændende i dansk teater i disse år, og ikke mindst i et jubilæumsår for dansk scenekunst er det vigtigt at opleve noget af det nye, som de mange turnéteatre har udviklet.
Der er meget at glæde sig til, og programmet her giver et samlet overblik over de mange forestillinger, vi præsenterer i vort nyrenoverede teater.
Glem ikke det store udbud af børneteater, som også i denne sæson vil fylde vort teater på familievenlige tidspunkter.
Netop i denne sæson er det en særlig fornøjelse at kunne byde alle velkommen i Viborg Teater – et nyrenoveret teater med et moderne tilsnit i klassiske rammer. Viborg kan være stolt af byens teater, og i teaterforeningen kan vi også i denne sæson kvittere med fuld udnyttelse af de smukke rammer.
Lars Munkøe
Formand for Viborg Teaterforening

En god gaveidé

Café
