Damen med de blå tænder fylder rundt, og det skal selvfølgelig fejres med en udsøgt vinmenu i den gamle herskabslejlighed i Kongens København. På gæstelisten står rækken af venner og bekendte, men intet forløber som planlagt under den stort anlagte middag, hvor afbuddene tikker ind, og kun selvransagelsen banker på døren.
Aftenen bliver, til stor irritation for ejendommens persongalleri, højlydt, humørfyldt og våd. I en tsunami af rødvin reflekterer damen og hendes tjenende åndsfælle over livets store spørgsmål; bl.a. hvorfor det skal være så svært at få presset en brugt vinkarton ind i en flaskecontainer.
Fra børn og fulde folk skal man som bekendt høre sandheden, og intet er for stort eller for småt til at komme på bordet, når damen med de blå tænder inviterer til rund fødselsdag.
Komedie Lotte Svendsen
Medvirkende: Mette Horn, Torben Steno, Christiane Bjørg Nielsen og Sophie Marie Jeppesen.
Producent: Folketeatret.
Iscenesættelse: Christoffer Berdal.