‘Eks’ er en ny psykologisk dramakomedie. Et trekantsdrama om at have skabt sig et liv, man overhovedet ikke vil være i.
På overfladen lever parret Sibylle og Daniel et perfekt, lidt småtrivielt familieliv med gode jobs, lækker lejlighed og to små børn. En nat dukker Daniels ekskæreste Franziska pludselig op. Det katalyserer en eksplosion i det, der viser sig allerede at være et kuldsejlet parforhold mellem Daniel og Sibylle, hvis børn for længst er blevet gidsler i forældrenes skyttegravskrig. Daniel har valgt forholdet til Sibylle som et trin op ad karrierestigen, alle tre har knust deres hjerter ved fejlvalg i livet, og selverkendelsen er lig nul. De har fanget sig selv i en livsfælde, og pludselig bliver hjemmet det farligste sted at være. Ude i samfundet er der trafikregler, politi og retsvæsen – i hjemmet er man ubeskyttet, og der er ingen regler.
Drama af Marius von Mayenburg
Medvirkende: Mikkel Arndt, Marie Bach Hansen her og Julie Agnete Vang.
Foto: Emilia Therese
Producent: Det Kongelige Teater.
Iscenesættelse: Thomas Bendixen.
Varighed: To timer og 20 minutter inkl. pause.